Hvordan taler vi om hinanden?

Af Henning Clausen
institutionsleder på Caspershus, Frederikshavn.

Bragt i Nordjyske den 22. oktober 2011.

"Ældre uden ble kan give millionbesparelse."
fra http://www.nordjyske.dk/ den 18/10 2011.

I ovennævnte artikel i Nordjyske udtrykkes gode intentioner om at "de ældre" lægeligt kan udredes bedre og finde ud af hvad de fejler og evt. gøre noget ved det. Ivar Næsheim, hygiejnevirksomheden SCA. Der udtrykkes også at ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital, og formand for urogynækologisk selskab, Susanne Axelsen er rystet over undersøgelse som viser at andelen af blebrugere på hvert andet plejehjem er mellem 60 og 100 pct. Susanne Axelsen kalder det utænkeligt at så mange personer ikke kan behandles for deres inkontinens. Artiklen i Nordjyske fremfører således gode ønsker for borgere som lider af inkontinens,

Den pointe jeg gerne vil fremføre er, om vi som borgere i et af verdens udviklede samfund kan være tilfredse med at omtale hinanden som det sker i artiklens overskrift. Hvad er det der gør, at det er blevet OK at omtale mennesker som gennem et liv har bidraget til det nuværende samfund, som "ældre uden ble kan give millionbesparelse".

I den almindelige offentlige debat, både på TV og i de trykte medier, ses ældre mennesker ofte omtalt som en samlet gruppe. Overskriften i Nordjyskes artikel "ældre uden ble kan give millionbesparelse" er et eksempel blandt mange. Kendte udtryk kan i øvrigt være "de svage ældre", "ældrebyrden", eller den mildere form "de ældre". En overskrift som den vi ser her er efter min opfattelse med til at støtte fortællingen om ældre borgere som en byrde for samfundet.

Hvis jeg skal tale for institutionen Caspershus, så er det som sker hver eneste dag, at vi forsøger at støtte op om et værdigt og meningsfuldt liv for de borgere som bor på institutionen. Personale deler hver eneste dag liv med de borgere som bor her. Jeg overvejer for min egen del hvilken værdi der er i, at bruge spalteplads på at formanden for urogynækologisk selskab udtrykker sin ovennævnte forundring, og spørge om det burde komme bag på formanden at 60 til 100 pct. af borgere på hvert andet plejehjem er inkontinente. Og til Ivar Næsheim´s, som jeg læser den, lidt vage melding om, at "de ældre lægeligt kan udredes bedre og finde ud af hvad de fejler, og evt. gøre noget ved det", kunne jeg tænke mig at pege på hvem der - eventuelt skal gøre noget?

En relevant overvejelse er efter min opfattelse, at vi som samfund skal turde spørge os selv, om det er udsigten til at samfundet kan spare 200 millioner om året der her er i spil, eller det er ønsket om som samfund at gøre mere for de ældre borgere som bor i plejeboliger. Jeg tror mange vil sige at det da naturligvis er begge dele, men det overflødiggør ikke spørgsmålet. I min optik vil det betyde meget, om måden vi taler om hinanden på kunne blive mere respektfuld, og særligt i medierne som i udstrakt grad er bannerførere i den samfundsmæssige diskurs. Det ville danne et godt fundament for at gøre noget. Det kunne på langt sigt være godt for respekten for ældre mennesker som individer - det er sådan vi møder dem når vi deler liv sammen på institutionerne - og ligeledes godt for den almindelige agtelse for det arbejde som udføres på samme institutioner.